I forsommeren 2009 fik DGI-byen et nyt konferencecenter i form af CPH Conference, der ligger i selve DGI-byen. Konferencecentret er baseret på en vision om at skabe oplevelsesrige og topmoderne konferencefaciliteter, der både inspirerer de besøgende og understøtter deres behov for kommunikation, interaktivitet og socialt samvær.
Informativ bygning
En af CPH Conferences prioriteter var at gøre selve bygningen informativ, så besøgende hurtigt kunne danne sig et overblik over husets aktiviteter og nemt ville kunne finde rundt på husets fire etager.
For at skabe overblik installerede vi en 40″ skærm i receptionen, der viser hvilke virksomheder, der befinder sig i huset, samt på hvilken etage.
Yderligere installerede vi en 40″ skærm på hver etage, der viser hvilke lokaler, de enkelte virksomheder befinder sig i. Udenfor hvert lokale installerede vi
en 10″ skærm, hvor virksomhedens navn står, samt eventuelle informationer.
Topmoderne mødefaciliteter
CPH Conference har 14 mødelokaler, der spænder fra mindre lokaler, der er velegnede til små og mere intime møder, til større konferencelokaler samt et auditorium. Derudover er der på hver etage et loungeområde, hvor deltagerne kan nyde forfriskninger i pauserne og netværke med hinanden. Til hvert enkelt af disse lokaler har vi sammensat og installeret en teknisk løsning, der matcher lokalet og dets anvendelse.
Alle løsninger er designet til at underbygge kommunikationen, eksempelvis i form af en skærm eller en projektor med tilhørende lærred. I processen med at skabe de nye konferencefaciliteter har vi fungeret både som teknisk sparringspartner og som totalleverandør af alle de tekniske installationer.
Til at styre alle skærme designede vi et funktionelt og brugervenligt system, der gør det muligt for medarbejderne hurtigt og nemt at opdatere informationerne på skærmene, indsætte logoer m.m.. Derudover designede vi grundmaterialet til alle skærmene, så de visuelt matcher bygningens flotte udsmykning.
Recent Comments